Gaveideer til den madinteresserede
Hvis du vil give dem, du holder af, mere end bare en julegave i år, så læg en oplevelse under træet. Det er en glæde, der får julen til at vare ved, og Danmark er fuld af dem. Herunder finder du et udvalg af gaveideer, hvor vores gastronomiske oplevelser er i højsædet.
Gaven for enhver smag: Nyd en middag i godt selskab
Hvad end modtageren af din julegave er til traditionel dansk mad, franske delikatesser, krydrede asiatiske retter eller andre internationale specialiteter, findes der en restaurant eller café, som passer til vedkommendes præferencer. Og der er ligeså mange muligheder for at pakke gaven ind. Du kan for eksempel pakke et salt og pebersæt ind eller finde inspiration i det specifikke køkken, såsom at lave en kurv med fyldt parmasan, pasta og italiensk vin.
Gaven til ølnørden: Besøg et ølbryggeri
Hvis du kender en som er særligt glad for specialøl, kan vi anbefale at invitere vedkommende på ølsmagning på et af landets bryggerier. Her kan ølnørderiet få frit løb og I kan sammen fordybe jer i de mange smagsvarianter. Oplevelsen kan lægges under træet i form af et lille udvalg af specialøl eller et stort ølkrus som indholder gavekortet til ølsmagningen.
Gaven til vin connaisseuren: Guidet tur på en vingård
Hvis du kender en med en passion for vin, kan du med rette invitere vedkommende på en guidet tur på en vingård i Europas nordligste vinland. Du kan pakke oplevelsen ind ved at købe lidt forskellige specialiteter, som går godt til et glas vin. Det kunne eksempelvis være oliven, oste (men husk at den skal ligge under træet), tapanade og kiks.
Gaven til chokoladegrisen: Følg den fynske chokoladerute
Skal du finde på en gave til en kvalitetsbevidst chokoladegris? Så er den fynske chokoladerute lige til højrebenet. På ruten vil I møde chokoladeproducenter, som lever og ånder for at sikre jer en intens smagsoplevelse og det helt rigtige knæk på chokoladen. Og så kan der jo med fordel tages forskud på turen ved at lægge en æske med smagsprøver ind under juletræet.
Gaven til ginentusiasten: Prøv de lokale smagsammensætninger
Ved et besøg på et af landets gindestillerier får I ikke kun mulighed for at smage kvalitetsgin. Ginsmagningen giver også et unikt indblik ind i lokalområdet, da det er der, de fleste mikro-destillerier får indspiration til deres smagssammensætninger. Det kan du også drage inspiration af til indpakningen og lægge det under træet sammen med en ginbog.
Gaven til gourmetelskeren: Østerssafari
Har du et familiemedlem, der elsker gourmet oplevelser? Så vil vi anbefale at kombinere en kulinarisk oplevelse i verdensklasse med en dag i naturskønne omgivelser. For der er noget helt særligt ved at indtage en nyåbnet østers iført vaders. Og hvad enten turen går til Vadehavet eller Limfjorden, kan du jo overveje at give vedkommende en østerskniv, så I er forberedte til turen.
Gaven til whiskeykenderen: Smag de gyldne dråber
De færreste forbinder Danmark med whiskyproduktion, men vi har faktisk en del destillerier, som producerer whisky i verdensklasse. Det vil derfor være en oplagt gave til en whiskyfan, at invitere vedkommende på en whiskysmagning på et af landets destillerier. Du kan pakke oplevelsen ind i en lille tønde eller ved at give et par whiskyglas.
Gaven til den søde tand: Sønderjysk Kaffebord
Når det gælder om at tilfredsstille den søde tand, findes der os bekendt ikke en bedre mulighed end at overgive sig til det Sønderjyske Kaffebord. Det er et overflødighedshorn af søde sager i hyggelige rammer. Og hvis du vil glæde din kære med en meget personlig gave, kan du give et glas med hjemmelavede småkager, som kan nydes inden selve dagen.
Gaven til feriefoodien: Øernes lokale specialiteter
Er den du skal give gaven til typen, som rejser for særlige madoplevelser? Hvorfor så ikke gå all-in og planlægge en ferie til en af vores mange øer? De er nemlig kendetegnet for deres egnsretter og delikatesser, og det gør indpakningen lige til. En tur til Læsø lægges under træet i form af en pose Læsø salt; afslapning på Samsø med en sæk kartofler; og en ferie på Bornholm med Svaneke bolsjer, Christiansø sild og Bülow chokolade.
Leder du efter flere gaveideer?
Lad os give hinanden lidt mere i år. Mere end bare en julegave. Vi har samlet flere ideer til julegaver, der binder os sammen og bliver en del af de historier, vi fortæller hinanden. Julegaven der varer ved.